Opdragelse er blevet diskuteret i mange år. Nu er den delt i to områder. Det ene drejer sig om, at man skal sætte grænser over for børnene, og at forældrene skal sætte sig i karakter. De voksne skal være en autoritet på en naturlig måde. Så er der det andet område hvor man ikke mener der skal sætts grænser eller der skal opdragelse til. Men man kan vel på ingen måde heller påstå at opdragesle er sort og hvid, eller, enten eller. Opdragelse er meget nuanceret og byder på mange forskelligartede udfordringer. Det handler i den grad også om, hvilket menneseksyn forældre har og hvad for et barn de ønsker. Som altid ved vi hvad der ikke specielt er godt for børn. Det som til gengæld er godt, har vi ikke sat os så meget ind i. Vi har alle en klar fornemmelse for, at børn har godt af et fast sted, en base. Så kan det også være skrækkeligt når man skal aflevere et hjerteskærende hylende barn henne i vuggestuen, hvis man f.eks. ligger i en skilsmisse. Et barn der er aldersmæssigt klar til skolen, glæder sig, men alligevel kan vi være usikre på, om barnet er "rede", eller man bør udsætte. Teenageren tænker kun på at få lavet om på sit udseende, med piercinger, mystisk tøjmåde osv. Der er mange udfordringer til forældre.