Hver tredje mellem 16 og 20 år drikker så meget, at de bliver dårligere i skolen.
13,4 procent af både piger og drenge mellem 16 og 20 år overskrider genstandsgrænsen for voksne mænd og kvinder, viser ny undersøgelse.
Unge mellem 16 og 20 år drikker så meget, at hver tredje selv siger, at det nedsætter deres præstation i skolen eller på arbejdet.
Det viser den nyeste MULD-undersøgelse af unges livsstil, som Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse står bag.
Og måske er der ikke så meget at sige til, at de unge har problemer med at bevare fokus, når de er i skole.
Drikker mere end maksgrænser
Hele 13,4 procent af drengene siger nemlig, at de har drukket mere end 21 genstande i den forgangne uge. Og 13,4 procent af pigerne svarer, at de har drukket mere end 14 genstande i den seneste uge.
Dermed overskrider både pigerne og drengene genstandsgrænsen for voksne mænd og kvinder. Det betyder blandt andet, at de har flere sygedage end de kammerater, der ikke drikker lige så meget.
Specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Brohom kalder tallene »bekymrende.«
Skadeligt forbrug
»Det er virkelig et skadeligt forbrug, som en stor gruppe af unge har. De har brug for rådgivning, så de kan få at vide, at det er på et niveau, hvor det får nogle sundhedsskadelige konsekvenser«, siger hun.
Rapporten viser dog, at der er en positiv udvikling, når det kommer til unge drenges alkoholindtag i forhold til 2006, mens det stagnerer for pigerne.
»De danske unge har stadig europæisk rekord i alkoholforbrug, og det synes vi er bekymrende«, fortæller Kit Broholm.
Fredagsbaren er medskyldig
Hun vurderer, at blandt andet fredagsbarer på gymnasier og tilladt alkoholindtag på gymnasiernes intro-ture er med til at bevare de unges høje forbrug.
Men ved simple metoder, vil man kunne sænke niveauet af alkoholindtag hos de 16-20-årige.
»Al dokumentation peger på, at hvis man reducerer tilgængeligheden af alkohol, har høje priser på alkohol og høje aldersgrænser for at måtte købe det, så gør man det, man kan ud fra et sundhedsfagligt synspunkt«, vurderer Kit Broholm.
MULD-undersøgelsen viser også, at blot seks procent af de unge svarer, at de aldrig drikker alkohol.
Kilde: Politiken.dk.
....>> tilbage til forrige side.