Elsker vi vore børn så meget at det er for meget? At vi glemmer, hvordan børnene i urimelig grad lægger større og større belag på vores tid og især energi? Det er spændende tanker hun skriver om i sin bog "Forkælede børn".

Bogen anbefales at læse!!

Hvad er forkælede børn?

Ifølge forfatteren Maggie Mamen oplever vi i dag et samfund, hvor det her er børnene alt handler om. Alt for mange magter ikke længere at sørge for, deres børn opnår de klare forudsætninger for psykisk og fysisk sundhed, hvor børns egne ønsker og behov for så stor en prioritet, så forældre føler sig ubehjælpelige ug uduelige. Det skyldes ikke manglende viden, men fordi de ”venter” af den årsag at barnet ikke er enig. De voksne/forældrene er hermed blevet ræd for at sige nej, simpelthen i frygt for, at barnets selvfølelse skal få et knæk, hvis de ”står fast” i beslutningen og fortolker ofte konsekvent adfærd med gammeldags autoritet. Man opnår kun at barnet ikke udvikler det at klare modstand og til detat møde og træne på ”det livets virkelighed”. Sådan mener også mange danske eksperter. Problemet er måske, at moderne forældre af i dag også er blevet opdraget sådan!?

Forkælede børn er derfor børn, hvor forældre gør som deres børn gerne vil have det, og derfor ikke får lært børn om alt det med etik, moral, om fælles værdier og det at leve i en familie med fællesskab. Børnene får derfor heller ikke lært at der findes mange forskellige løsningsmodeller og strategier, lærer heller ikke det at blive stærk og robust og ansvarlig samt få opbygget nogle gode indre resourcer til at klare stress, nederlag, sejre, skuffelse osv, og undgå det at blive agressiv. Børn af denne opdragelse hvor de får hvad de peger på risikere at blive agressive når det ikke sker osv.Forfatteren illustrerer dette problem således:

”Når vi mennesker er blevet vænnet til at være forkælet, fordufter den ”specielle” stemning og bliver i stedet til en forventning, vi hermed forlanger indfriet”…

Forkælede børn:

Bogen "Forkælede børn" retter sig til pædagoger og forældrer. Bogen giver en` redskaber til at identificere sådanne børn, f.eks. med en model, der diagnosticerer om barnet er forkælet eller deprimeret. Symptomerne et forkælet barn viser, kan tit forveksles med mere følelsesmæssige, adfærdsmæssige og psykiatriske forhold, og derfor er der risiko for fejldiagnostisering – forfatteren illustrerer dette med nogle eksempler fra virkeligheden. Vi skal både håndtere og forebygge syndromet forkælelse. Dette vises f.eks. med ti interventionsområder. Det kan bla.være, at få sikkerhed for, at den strategi, forældrene bruger, er i overensstemmelse med erklærede mål.

”Forkælede børn” er en interessant og inspirerende bog og anbefales til bla. sundhedsplejersker. Forfatteren er klinisk psykolog og ph.d. og i mere end tyve år arbejdet med børn og virker i dag på en klinik, hvor han arbejder med børn, unge og familier. Der er mange gode pointer i bogen; f.eks.at fagpersoner bør være meget bevidste om at undgå at undergrarve forældrenes troværdighed ved at virke som nogen der ved bedre. En del af det vigtige er bla. at samarbejde og støtte forældrene id eres kompetencer, så de kan udbygge en god familiestruktur og holde fast i den sammen med nogle tydelige familiestrukturer. Det endlige mål bør være at behandlerne forlader familien så hurtigt som muligt, men på en måde så familien har selvtillid nok til at benytte sig af egne resourcer”.

Forfatteren giver i bogen udtryk for, at hun er kritisk overfor det som professionelle og medier i en god mening har haft af påvirkning i forhold til forældrekompetencen og forespørger en familiestruktur, hvor det er forældrene som er ”akitekter” og herme har ansvaret for udformningen af de strukturer og elementer, hele familien er bygget op på. Børnene må gerne komme med ytringer, meninger og følelser, men det er forældrenes store ansvar at de beslutninger der bliver taget er fra de kompetente forældre, og de har det overordnede ansvar for rammerne og udformningen. Dermed er det kompetente forældre som også ser barnet på godt og ondt og med respekt.

Det viser hun på denne måde: ”Vi er derfor nød til at stræbe efter en familiestruktur som er hierakisk, og hvor det er forældrene som er ledere af projektet. Det store og altopfrende ansvar hos familien ligger således i forældrenes hænder, og der skal opmuntres og støttes i denne higen og stræben i stedet for at få forældrenes autoritet ødelagt af behandlere der gerne vil dem det godt!”.

Vi kender alle til bogens problemfelter. Vi støder på mange forældre i vore hverdag, som putter barnet helt i centrum, og de udvikles til ungens tjener og barnet bliver til et stort projekt i familien. Dette curling-fænomen, hvor forældrene fjener samtlige problemerne for barnet, er et lign. fænomen.

Bogen vigtigste pointe er derfor, at børn kun udvikler sig til kompetente voksne, hvis de har forældre som er kompetente, der hjælper dem til at virke i samfundet ved at elske, støtte og se dem som det de er – ”nemlig børn”. Samtidig skal de voksne lære at sætte grænser og vise forskellen mellem omsorg og autoritet, uden samtidig at være autoritære.