30-årige Helen Keller ledte efter opskriften på det sunde liv. Først røg junkfood og alkohol, så sukker og salt og til sidst kød.
Sådan levede hun i fem år, indtil hun under en rejse i Guatemala mødte et ungt par fra Californien, der havde en speciel livsstil. De levede udelukkende af rå mad og overbeviste Helen om, at det var den eneste måde at få de sande vitaminer i fødevarerne og leve det sunde liv.
Efter to måneder levede Helen af 90 procent rå fødevarer og udrensende juice.
Så gjorde kroppen oprør. Hun tabte sig 10 kilo og havde konstant diarré. På trods af venner og families utallige opfordring om at ændre sine spisevaner blev Helen ved med udelukkende at spise rå mad.
Hun brugte alt sin energi på at forberede sin mad og tænke på, hvad hun skulle spise. Imens blev hukommelse og koncentrationsevne dårlig, og hun begyndte at få smerter i ryggen.
Helen havde fået sygdommen ortoreksi – også kaldet den fjerde spiseforstyrrelse – som er en sygelig besættelse af at spise sundt. I modsætning til anoreksi og bulimi handler ortoreksi ikke om at tabe sig, men om at leve sundt.
Motion er ‘det rigtige liv’
Helen Kellers historie er taget fra Orthorexia.com, hvor flere kvinder fortæller, hvordan de udviklede sygdommen.
Siden er oprettet af den amerikanske læge Steven Bratman, der stødte på ortoreksi allerede i 1997. Han oplevede et stigende antal
patienter, der var sygeligt optagede af sunde fødevarer. Den sunde livsstil udviklede sig til en besættelse, der betød, at det sociale liv blev tilsidesat, og kroppen fik fysiske mén.
Siden har sygdommen spredt sig til Danmark, fortæller Birgit Petersson, lektor i medicinsk kvinde-forskning på Institut for Folkesundhedsvidenskab.
Hun forklarer, at dem, der lider af ortoreksi, har et overdrevet forhold til motion, og vurderer, at cirka en femtedel af dem, der går i fitness-center, har et afhængighedsproblem.
»De er kendetegnet ved, at de skal dyrke motion for at føle, at de lever ‘rigtigt’, og de tilsidesætter gerne det sociale samvær for at få tid til det. Og de ved godt selv, at de har et problem,« siger Birgit Petersson.
Det er praktiserende psykolog Maria Nødskov Aaen enig i.
Hun mødte den første ortoreksi-patient for over to år siden og behandler lige nu seks personer med sygdommen, som hun mener forringer livskvaliteten.
»90 procent af deres tankevirksomhed handler om mad. Hvis de bliver inviteret ud, tænker de kun på, hvor sent de kan komme for at undgå at spise med,« fortæller hun.
Men faktisk bunder sygdommen ikke i et ønske om at leve sundt, men i psykiske problemer, forklarer Birgit Petterson.
»Det er folk, der i forvejen er usikre og leder efter noget at gribe fast i og tro på. Derfor dyrker de overdreven motion og sund kost som en religion, Det bliver til en tvangsmæssig adfærd, hvor hele deres verden ramler, og de føler at de synder, hvis ikke de spiser ‘rigtigt’.«
Sådan en livsstil får konsekvenser.
»Ofte spiser de ikke olie og skærer mange fødevarer væk. Derfor får de ikke de vi-taminer, de skal, og sammen med overdreven motion kan det give brud på knoglerne,« siger Birgit Petersson.
Hun mener, at sygdommen er opstået, fordi der i dag er en overdreven sundhedskultur.
»Før havde vi friere former, hvor man bare snuppede sig en øl, når man havde lyst. Nu handler det hele tiden om at spise det rigtige og dyrke motion. Det pres er der flere usikre mennesker, der ikke kan administrere, og derfor udvikler de en sygelig besættelse af at leve sundt,« forklarer Birgit Petersson.
Ortoreksi kan være dødelig
De mennesker, for hvem jagten på det sunde liv bliver til ortoreksi, er oftest voksne mellem 20 og 40 år. Og det er både kvinder og mænd, fortæller Maria Nødskov Aaen.
»Faktisk lider flere unge mænd af ortoreksi end af andre spiseforstyrrelser. Skal jeg afgøre, om en patient har tegn på ortoreksi, ser jeg efter faresignaler som ekstremt skrappe kostregler, regulering i vægten og svimmelhed på grund af for lidt mad,« siger Maria Nødskov Aaen, der allerede har oplevet, hvad sygdommen kan føre til.
»Jeg havde en patient, der udviklede en depression, og har læst om tilfælde, hvor sygdommen førte til død.«
Kilde: Metroexpress og Mille Marie Christensen november 2007